# Samfundskritisk læsning ## Introduktion En samfundskritisk læsning tager, som psykologisk læsning og kønskritisk læsning, udgangspunkt i noget teori, og bruger den teori til at forstå og kritisere tekster med. Vi starter med at gennemgå noget teori, og så kommer jeg ind på praksis bagefter. ## Marx' kritik af kapitalismen Den første kritiske teori, vi skal se på, er Karl Marx' kapitalismekritik. Grundlæggende er ideen, at uligheden mellem rig og fattig ikke er retfærdig, og heller ikke tilfældig. Det, som driver uligheden, er, at dem, der ejer produktionsmidlerne (fabrikker, værktøjer, landbrugsjord osv.), sidder med al magten, og kan investere den profit, de får, i produktionsmidlerne, for at få mere magt. Imidlertid ville disse produktionsmidler ikke være brugbare uden arbejdskraft, så den hyrer de udefra. Arbejderne, som betjener maskinerne, får dog ikke andel i produktionsmidlerne, så selvom arbejdsgiveren (=kapitalisten) bliver rigere, og sidder mere og mere sikkert på pengene, bliver arbejderne ved med at være usikre og have ringe indtægt. Utopien er, at arbejderne, ved at overtage produktionsmidlerne, kan kortslutte dette kredsløb, og få del i profitten. På den måde vil skellet mellem rig og fattig forsvinde, alle vil have mere fritid, og i sidste ende tid til at udfolde deres kreative evner. Hvis vi alle gik rundt og tænkte det, ville vi imidlertid ikke fortsætte med at arbejde. Derfor har kapitalismen indsat en "ideologisk" overbygning, som sætter sig igennem i kulturen: Bøger, film, TV, aviser, mode osv., og i vores sprog. Det kan f.eks. være ideen om, at man kan blive lykkelig af at tjene penge og klare sig selv ("The American Dream"), eller ideen om, at velfærd er materiel velfærd. Det kan også være troen på, at vi kan udtrykke os selv gennem det tøj, vi køber, osv. Vil man lave en marxistisk eller ideologikritisk læsning, som det også hedder, skal man *afsløre* denne overbygning, og blotlægge *basen*, som er udnyttelsen af arbejderne, fordi de ikke besidder eller har del i produktionsmidlerne. Det er der mange måder at gøre på, men det kræver, at man finder sine egne biases, dvs. de steder, hvor vi er skrevet ind i en kultur uden selv at kunne se det. ## Første generation af Frankfurterskolen: Adorno og Horkheimers kritik af massemedierne – og især af underholdning På linje med Marx' ide om, at vi *tror* vi lever i én slags verden, mens vi i virkeligheden lever i en anden, er Adorno og Horkheimers kritik af massemedierne. De mente at underholdning, som det kom til udtryk i film, radio, triviallitteratur, popmusik og især TV, var dræbende for intellektet. På film er konflikterne ofte sort/hvide, og de reproducerer alle de biases, den almindelige biografgænger har – ellers ville de ikke være blockbustere. Drevet af at tjene penge, udfordrer popkulturen ikke sit publikum, men luller det i søvn. Det bygger sig altså ind i det, som Marx ville kalde kapitalismens overbygning, og skjuler derved samfundets problemer for de borgere, det går ud over. Og derved ødelægger de mulighederne for et demokrati, hvor vælgerne jo gerne skulle kunne være kritiske overfor det samfund, de er en del af – vel at mærke på en klog og gennemtænkt måde. Skal man lave en samfundskritisk læsning af en tekst i dag, kan man derfor lede efter de steder, hvor den fremstiller virkeligheden. Bliver ting sat op som var de sort/hvide? Bliver vores almindelige forestillinger om hvad samfundet er, hvem vi selv er, hvad det vil sige at være i et parforhold osv. bekræftet eller udfordret? Og bliver det udfordret på en måde, vi ikke kan snige os uden om? Afhængig af hvor godt en tekst udfordrer os, kan den vurderes som værende mere eller mindre god, hvis man ser det fra en Adornosk og Horkheimersk optik. ## Foucaults magtkritik Indtil videre har vi set på nogle relativt forståelige, logiske teorier. Her til sidst skal vi se på en mere moderne teori, som ændrer hvad vi forstår ved magt. I stedet for at forstå magt som magten til vold, eller magten til handling, forstår Foucault magt som magten til at bestemme, hvad det vil sige at vide noget. F.eks. er der mere magt i at definere, hvad en illegal indvandrer er, end der er i fysisk at sende en person på den anden side af en grænse. Eller der kan være magt i at bestemme, hvad der tæller som et 7-tal og et 10-tal til eksamen – det kan potentielt bestemme en persons fremtid. Eller hvad med sådan noget som køn? Hvis du kan definere hvad mand og kvinde er, og hvem der er det, bliver det meget svært for dem, der er blevet kategoriseret som sådan, at gøre oprør mod din inddeling. Magt, viden og subjektivitet (dvs. hvad det vil sige at være en \[specifik type\] person), hænger altså sammen. Laver man en kritik i Foucaults ånd, skal man derfor holde øje med de steder, hvor karakterer definerer hinanden, hvor samfundet definerer karaktererne, eller hvor teksten i sig selv karakteriserer sin læser, sin forfatter, samfundet, specifikke begreber/fænomener, som f.eks. kærlighed etc. Man kigger på, hvordan magten bruges til at definere hvilken typologi verden skal inddeles i, og kritiserer denne. (Hvis I spotter en sammenhæng med diskursanalysen, ser I helt rigtigt. Det var Foucualt der opfandt den første diskursanalyse). Og man bør altid kritisere. Foucault gør opmærksom på, at magt altid tager friheden fra individerne. Og for så vidt som frihed er en dyd, bør magten altid bekæmpes. Man bekæmper magt ved at undergrave den, dvs. ved at undgå definitioner, eller definere noget i modsætning til den almindelige måde at definere på. Led derfor også efter muligheder for omvendinger. Måske kan en tekst læses modsat forfatterens intention? Kan en konflikt måske læses som harmoni? ## Samfundskritisk læsning i praksis I praksis læser man sin tekst igennem, og prøver at finde noget, man kan kritisere. Foucault er klart sværest at forstå, mens Marx, Horkheimer og Adorno er lettere at forstå – og lettere at anvende. Start derfor med de tre, og som med den kønskritiske læsning skal man øve sig for at blive god til at finde de biases, en tekst har, trække dem frem i lyset og kritisere dem. Evnen kommer med øvelsen. Man kan også bruge andre samfundsteorier end dem, jeg har givet her. Postkolonialisme er en populær en af slagsen, og også økokritik ville kunne bruges mange steder. Fælles for dem alle er, at man skal kende noget teori, og lede efter de ting, der kritiseres ved samfundet, i teksten. Marx' ide om, at der er en åndelig overbygning, som holder os fra at se problemerne, er nøglen til, hvordan litteraturanalyse kan hjælpe: Gennem analyse af litterære tekster, kan vi nedbryde den overbygning del for del, indtil den virkelige verden kommer til syne.