# Normal og unormal

Georg Brandes

> Det kræver mod at have talent

 

Frederik Dessau: I al korthed, 2011

> Man bliver betragtet som normal, når man kan administrer sine
> naturlige medfødte følelser.

 

Fjodor Dostojevskij: Kældermennesket, 1864

> Imidlertid er jeg fast overbevist om, at mennesket aldrig vil give
> afkald på den sande lidelse, det vil sige — på ødelæggelsen og kaos.
> Lidelsen er jo — erkendelsens eneste årsag. Og omendskønt jeg i
> begyndelsen sagde, at jeg anså erkendelsen for menneskets største
> ulykke, véd jeg dog, at mennesket elsker den og ikke vil bytte den mod
> noget tænkeligt velbefindende.

 

Peter Laugesen: Aftenblade, 2019

>Ingen diagnose  
>passer på det  
>der vandrer  
>i sindets landskab

 

Sternberg: Helbredende digte, 2021

>du er en kniv  
>der slibes af universet med smerte
>
>du spiser ikke af brødet  
>hvis skiverne er skåret skævt
>
>du holder fast i det der er korrekt
>
>høje standarder / professionel adfærd

 

Friedrich Nietzsche: *Den munter videnskab*, 1882

> Jovist lader der sig virkelig sige noget til fordel for undtagelsen,
> *forudsat den aldrig ønsker at blive reglen.*

 

Tove Ditlevsen: *Ansigterne*, 1968

> Var det ikke en slags sygdom, at folk kunne gå rundt og holde fast på
> deres eget jeg? Hele dette kaos af stemmer, ansigter og erindringer,
> som de kun dråbevis turde lade slippe ud af sig og aldrig kunne være
> sikre på at få igen.

 

Goethe, Johann Wolfgang von: *Samtaler med Goethe \[af Eckermann\]*,
1836

> (…) hvad er et geni andet end den produktive kraft, hvorved der opstår
> arbejder, som tåler at ses af Gud og Naturen, og som netop derfor
> indebærer konsekvenser og varighed\[?\]

 

Ludvig Holberg: *Moralske tanker*, 1744

> "Ak, hvor verden er underlig!" råber mange, skønt det er dem selv som
> er underlige.

 

Friedrich Nietzsche: *Menneskeligt alt for menneskeligt*, 1878

> Hykleren, der altid spiller en og samme rolle, holder til sidst op med
> at være hykler; for eksempel præster, der som unge bevidst eller
> ubevidst plejer at være hyklere, ender med at blive naturlige og er så
> virkelig netop præster uden nogen affektation; eller hvis faderen ikke
> når så vidt, så arver måske sønnen, der udnytter faderens forspring,
> hans vane. Når nogen meget længe og hårdnakket vil *synes* at være
> noget, så bliver det til sidst svært for ham at *være* noget andet.