Begreber - Fremstillingsformer#
Gennemgang#
Når vi taler om en teksts fremstillingsformer, taler vi om, hvordan de præsenterer deres stof. Får vi f.eks. beskrivelser af miljøet? Får vi alle detaljerne med fra hele handlingsforløbet, eller springer vi rundt fra vigtig hændelse til vigtig hændelse? Og får vi nogensinde fortællerens tanker om det, der sker, at vide?
For at kunne tale om de forskellige måder, en tekst kan præsenteres for os på, bruger vi et sæt begreber, som vi kan kalde de fire fremstillingsformer.
Scenisk fremstillingsform: Her beskrives handlingen trin for trin, uden at springe noget over
Panoramisk fremstillingsform: Her beskrives handlingen i bidder, hvor man springer fra bid til bid. Det kan f.eks. være at vi får fortalt at hovedpersonen står op, og at de to på arbejde, men ikke får beskrevet tandbørstningen, nøglen der drejer om i bilen osv.
Beskrivelse: Her beskrives miljøet.
Refleksion: Her hører vi fortællerens tanker om det, der sker i teksten
For det meste vil der være tale om en blanding af i hvert fald scenisk og panoramisk fremstillingsform, ofte med noget beskrivelse og en gang imellem med refleksion.
Når man har beskrevet fremstillingsformerne skal man selvfølgelig bruge dem til noget. Og det skal gøres i fortolkningen. Her er det vigtigt at se på, hvilken betydning fremstillingsformernes sammensætning har for oplevelsen af teksten. Det er svært at sige noget generelt om effekten af fremstillingsformerne, så det må du man selv tænke sig frem til hver gang man arbejder med en tekst.
I det følgende gengives nogle eksempler på de forskellige fremstillingsformer, så I kan få en fornemmelse for, hvordan de ser ud, og hvilken effekt det har på teksten.
Eksempel: Scenisk fremstilling#
Vi er nødt til at aflyse det, siger han, og hun svarer, at det kan der ikke være tale om. Det er alt for sent, gæsterne er sikkert allerede på vej, lysene står på bordet og hun har sorbet i fryseren. Men de mangler stadig badeværelset, som en af dem bliver nødt til at gøre rent, og bagefter kommer så bordbomberne og hendes hår, der skal sættes, det sidder virkelig dårligt, der er slet ikke styr på det.
Han skubber hende ned i sofaen, jeg kan ikke gennemføre det, siger han, det kan ikke lade sig gøre. Hun fjerner hans hånd og rejser sig, siger, at det burde han have tænkt på lidt tidligere, de skylder faktisk denne fest. Hvor mange gange har de ikke siddet hos venner og bekendte, spist deres laks og drukket deres champagne, hvilket minder hende om, at hun skal ud og se til stegen, og hvis han vil være så venlig at gå ned kælderen og hente de sidste stole imens. Han siger, at han ikke kan holde det ud, hun svarer, at det vel er det mindste, han kan gøre; bagefter kan han for hendes skyld sidde og græde i sofaen, til gæsterne kommer.
(Helle Helle: “En stol for lidt” fra Rester, 1996)
Eksempel: Panoramisk fremstilling#
Dette er historien om den unge Ørn, der som gulnæbbet Unge blev funden af nogle Drenge og bragt ind i den gamle Præstegaard, hvor nænsomme Mennesker tog sig af den og fik den kær, saa man ikke senere formaaede at skille sig ved den. Ligesom Eventyrets “grimme Ælling” voksede den op her mellem skræppende Ænder og kaglende Høns og brægende Faar, og saa vel befandt den sig efterhaanden i disse Omgivelser, at den blev baade stor og bred, ja – som Præsten sagde – “formelig lagde sig mave til”
(Henrik Pontoppidan: “Ørneflugt” fra Fortællinger, 1899)
Eksempel: Beskrivelse#
Tæt udenfor Landsbyen Hum ligger den saakaldte Galgebakke. Man kommer derop ad en smal Sti, der snor sig mellem Pløjemarker og unge Plantninger af Gran og Fyr. For hvert Skridt, man stiger til Vejrs, vider Synskredsen sig ud omkring En; og naaer man tilsidst Højens skaldede Top, har man hele Herredet liggende milevidt udbredt for si- ne Øjne—til de tre Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav, hvis Bølgehære skimtes i det fjærne.
Der hviler en inderlig Enfold over det kønne, frodige, tæt befolkede Landskab. Ingen dristigt svungne Linjer, ingen himmelstormende Tinder eller svimlende Afgrunde. I tunge, fede Muldbølger skyder Landet sig roligt og ensformigt frem fra Stranden, snart bærende fredelige Skove, Landsbyer, Kirker og Møller paa sin Ryg, snart redende trygge Lejer for sindigt flydende Bække og spejlblanke Aaer.
(Henrik Pontoppidan: “Illum Galgebakke” fra Skyer, 1890)
Eksempel: Refleksion#
Det er allerede blevet aften. Jeg ved ikke helt, hvor dagen blev af. Jeg ved ikke, hvor alt det, jeg alligevel havde vænnet mig til blev af. Min mor, min far, skolen, tvillingerne Det som jeg kendte som mit dagligliv, det, jeg vågnede op til, og tog for givet. Nu tager jeg ingenting for givet længere, eller jo måske netop bare det. (Merete Pryds Helle: Ud og vende, 2010)
Og dog havde et Folk levet i dette landskab i tusind Aar, var blevet formet af dets Muld og Vejrlig, og havde selv præget det med sine Tanker, saa at det ikke længere kunne siges, hvor det enes Væsen holdt op og det andet begyndte. (Karen Blixen: “Sorg-Agre” fra Vintereventyr, 1942)