Begreber - Komposition (Lyrik)#
Introduktion#
Formålet med at lave en kompositionsanalyse af f.eks. et digt, er, at man ved at inddele digtet i mindre dele, bedre kan får overblik over hele digtet, og samtidig få et bedre indblik i de enkelte dele. Det hjælper både på analyse og fortolkning.
Komposition i lyrik kan inddeles i to kategorier: Indre komposition og ydre komposition. Under ydre komposition kan man se på, hvordan digtet ser ud. Hvor langt er det? Hvor store klumper er det delt op? Er der skæv eller lige bagkant? osv. Indre komposition har mere at gøre med betydningsdimensionen. Her er det især gentagelser og brud på gentagelser samt kontraster og ændringer i tid/rum/jeg’et/andre personer, som det er vigtigt at holde øje med. De bliver gennemgået her.
Ydre komposition#
Strofer og vers#
Når man vil karakterisere et stykke lyrik, er det godt værktøj at tage fat i længden. Man kan f.eks. beskrive antallet af strofer, hvor mange vers der er i hver strofe, og om der er lige mange vers i hver strofe eller ej. Her skal man altid se efter mønstre – eller brud på mønstre. Se eksemplet nedenfor (dvs. Tine Engers “den tabte have”):
den tabte have asksygen gnaver ved verdenstræets rod svampens sporer spreder skræk forårets nye skud udeblev inderbarken råddent mørner Strofe 1 (4 lange verselinjer) Babylons hængende haver for længst forvitret Aleppo-fyrretræerne for længst fældet Strofe 2 (2 lange verselinjer) den sidste have for længst forladt verdensbilledet for længst fortabt Strofe 3 (2 kortere verselinjer) tvangsvalg mellem paradisets have og en bedre verden Strofe 4 (4 korte verselinjer)
Enjambementer (linjeskift) Enjambementer er et fransk ord, som vi bruger til at beskrive linjeskift, hvor dette bryder prosaen. F.eks. er sætningen “Det er solen der opvarmer den varme sten” i Strandby Nielsens “SOL” delt op i midten (se nedenfor).
Når man ser et enjambement, kan det have mange forskellige effekter. Hvis sætningen deles over et sted, hvor man også kunne have sat et komma, er det ikke den store forskel, men alligevel læser vi det lidt tættere, bliver lidt mere opmærksom. I “SOL” har det f.eks. den effekt, at vi bider mere mærke i hver enkelt linje for sig selv, i stedet for kun at læse digtet i sin helhed. F.eks. kan vi se, at sidste linje, “sætter sig på ens overflade”, egentlig er en spændende sætning. Er det os, der er stenen? Der står jo “ens overflade” og ikke “dens overflade”.
Vi kan også prøve at flytte enjambementerne væk, og skrive den som prosatekst. Sammenlign de to versioner, og mærk efter, hvilken forskel det gør:
SOL
Det er solen
der opvarmer den stensom efter en lang og for det meste
meget langsomt omtumlet tilværelseom lidt oplever det øjeblik
af umulig kontaktsom man nærmer når et firben
sætter sig på ens overflade.
SOL
Det er solen der opvarmer den sten som efter en lang og for det meste meget langsomt omtumlet tilværelse om lidt oplever det øjeblik af umulig kontakt som man nærmer når et firben sætter sig på ens overflade.
Jævn og ujævn sats#
Sats er et gammelt ord fra trykkerhåndværket, og det hentyder til, om der er fast forkant på teksten. Her kommer først et eksempel med jævn sats (Marianne Larsens “Rørelser”), og så et med ujævn sats (Søren Ulrik Thomsens “Levende):
Rørelser
Hende med uro i ben og hænder har valget mellem ja eller nej
eller bugnende mælkebøttespande i storm der får andre markers farver til
at stige opad i hende med uro i læberne og hang til gys og berømmelse
der kan melde sig til optagelsesprøverne til den slags liv når der
bliver plads så dem med uro i hinandens ældste værelser kan få tykke lag
tørret ler fuld af sprækker og hende med uro i sin nemid og kromosomerne
og i sin trang til ukurante følelser bliver registreret som sådan en
hende med uro i flaks og baks og sund og syg i ny og næ har de bedste
chancer ude i uge gudindeskøn tolv selv om hun hver dag indeni brummer i
sindet for at få det til at gå over af sig selv.
Levende
regnvandet driver
ned ad min arm
jeg er levende
telefonen ringer
røret er koldt i hånden
jeg er levende
græder
lægger min hånd
mod min nakke
jeg er levende
porten smækker
bilerne suser bag muren
jeg er levende
mit tøj er beskidt
vandet koger
jeg er levende
længes efter din stemme
den er her ikke
støder mod bordet
jeg er levende
kan huske lugten
i hans lejlighed
blæsten på stationen ved havnen
jeg er levende
finder gamle digte
breve erindringer
10 år 8 år 7 år 1 år
jeg er levende
skrive til kontor
mælken er sur
jeg græder
jeg er levende
græder
levende
Ligesom enjambement kan ujævn sats betyde mange ting. Det ændrer på rytmen, skaber fokus eller flow. Det gør noget ved teksten, og det er din opgave at finde ud af hvad.
Indre komposition#
Gentagelser#
Prøv at læse “Levende” fra afsnittet ovenfor. “Jeg er levende” bliver gentaget mange gange, og det lader det med betydning. At være levende betyder her både at tale i telefon, at græde, at have beskidt tøj, at koge vand osv. Det hele er en del af livet.
Her bruges Thomsen gentagelsen til at skabe betydning. Det samme gør Larsen i “Rørelser”, hvor det er “uro” der går igen. I Engers “den tabte have” er det “for længst”, som gentages (se ovenfor). Det bruges i næsten alle digte, så hold øje med det!
Når du finder gentagelser, kan de betyde mange ting. Men det vigtigste er, at de betyder. De skaber betydning ved at skabe fokus.
Brud på gentagelser#
Det samme gælder, hvis man bryder gentagelserne. Her er sidste del af Benny Andersens “På høje tid”:
På høje tid
verden venter ikke
da Mozart var fem år
da Jesus var tolv
da Columbus lettede anker
da Homer
da Rembrandt
da Pasteur
da Darwin
da Dalgas
da Vinci
da Gama
Damokles
det er på høje tid
det er over tiden
min hat
min frakke
mine cykelspænder
det er nu eller aldrig
Ved “Damokles” brydes gentagelsen af “da”, og digtet skifter tempo. Igen styres vores opmærksomhed, og vi tvinges endnu engang til at læse digtet tæt.
Brud på gentagelser er altså lige så stærk en effekt som gentagelserne selv.
Kontraster#
Et andet vigtigst kompositionsprincip er kontraster. Kontraster findes i næsten al digtning, også i den helt korte slags. Vi har allerede set det i f.eks. “Levende”, hvor Thomsen lader “jeg er levende” – et ret højstemt udtryk – falde ind mellem vand der koger og telefoner der ringer. Men vi ser det også i f.eks. Viggo Madsens “Ansigtsløftning”:
Ansigtsløftning
Livet er en hemmelighed
vi har sammen,
smuk som et hukommelsestab
ved midnat
Tanker som snegle på væggen
og myrer, som myrer overalt
Mit råd, nu som før:
Vask hænder, det hjælper!
Du har endnu det bedste
til gode
Her er mange kontraster: “Smuk som et hukommelsestab” skaber kontrast. Forskellen mellem de højtidelige “Livet er en hemmelighed” og rådet “Vask hænder, det hjælper!” er også en kontrast. Dets virkning er her at skabe noget overraskende, men det kan også bruges mere subtilt.
Fælles for alle kontraster er, at de betyder noget. Fordi digte er korte, er der tænkt over hvert eneste ord, og der er ingen tilfældigheder. Grib fat i kontrasterne, og prøv at finde ud af, hvad de betyder. Det kan tit have noget med temaet at gøre, så de er rigtig gode at holde øje med.
Ændringer i tid, rum eller jeg’et/andre personer#
Ud over gentagelser, brug på gentagelser og kontraster, kan man også holde øje med ændringer i tiden, rummet eller jeg’et (eller nogle andre personer) i digtet. Det kan tit sige noget om handlingen, og lade en forstå digtet bedre. Hvis du skiller et digt ad, hvor jeg’et ændrer sig, kan det lede til en tolkning af digtet som jegets udvikling. Hvis du gør det ved ændring i rum, kan det være du opdager noget andet, der også ændrer sig.
Det er et opdelingsprincip, som ikke har nogle faste svar, men det er ofte et godt sted at starte, hvis man ikke ved, hvad man skal gøre med et digt.