Introduktion

Introduktion#

Hvordan analyserer man en samtale?#

En stor del af menneskets liv går med at tale med andre mennesker – og derfor finder vi også mange samtaler i film, på nettet, i vores egne liv og i litteraturen. Dem skal vi selvfølgelig kunne analysere og forstå på et lidt dybere niveau, og det er det, samtaleanalyse og sociolingvistik gør os i stand til (selvom begreberne også kan mere end det).

Samtaleanalyse kan man næste gætte hvad handler om ud fra navnet: Det er en måde at analysere samtaler på. Her bruger vi to sæt principper, som I kan læse om nedenfor (jf. “Begreber - Samarbejdsprincippet og høflighedsprincipperne”). Det er derimod ikke helt til at gætte, hvad sociolingvistik går ud på, så det vil jeg forklare lidt mere i detaljer.

Sociolingvistik (jf. “Begreber - Diskursanalyse”) er forsøget på at forstå hvad der foregår mellem mennesker ud fra den måde, de bruger sproget på – både i mundtlige og skriftlige samtaler, men sådan set også i f.eks. nyhedsartikler, gymnasiegrundbøger, noveller og skuespil. Hovedideen er, at sproget altid allerede i sig selv fortolker det, det siger noget om. F.eks. er der stor forskel på, om man bruger ordet “migrant” eller ordet “indvandrer”, når man taler om dem, der kommer til Danmark.

Kan man gennemskue både de principper, man samtaler efter, og den måde, sproget former det, vi tænker på, er man meget bedre stillet til både at forstå, hvorfor andre siger og skriver, som de gør, og til at kritisere det. Desuden vil man også bedre kunne tænke klart, fordi man bliver opmærksom på sine egne biases.

Samtaleanalyse og sociolingvistik er m.a.o. meget vigtige discipliner, når man skal lære at tænke selvstændigt og kritisk – og så er de også gode at bruge i danskopgaver og til en evt. mundtlig eksamen. I noveller, film, digte, nyhedsindslag, podcasts, netaviser, SoMe-opslag osv., er der altid noget sprog, der kan fortolkes. Man kan altid finde en diskurs, og man kan altid undersøge den måde, der kommunikeres på med samtaleanalysen.

Så hold øje med sproget, når du læser, lytter og ser på tekster, både i og uden for undervisningen.