Begreber - Komposition (Epik)

Introduktion

Komposition betyder sammensætning, og når man arbejder med en teksts komposition, arbejder man derfor med den måde, den er sat sammen på. For at kunne arbejde med komposition på en overskuelig måde, plejer man at lave nogle modeller, og der findes mange: Berettermodellen, aktantmodellen, treaktermodellen, hvalen osv. Fælles for de fleste modeller er, at tekstens konflikt er i centrum (jf. “Begreber - Konflikt”), og at man generelt ser strukturen som værende tredelt: En eller anden begyndelse, noget midte hvor der sker noget andet end i begyndelsen, og en slutning som kan ligne begyndelsen eller være anderledes.

I kompendiet her bruger vi vores egen model, hvor vi skelner mellem disse tre stadier og kalder dem orden-kaos-orden. Overgangene imellem dem kalder vi skæringspunkt 1 og 2 (se nedenfor). Modellen rummer de fleste andre modeller. Således svarer berettermodellens point of no return til skæringspunkt 1 i vores model, mens klimaks svarer til skæringspunkt 2.

OBS! Aktantmodellen er her en undtagelse, idet den ikke ser på lineær opbygning, men på karakternes rolle i historien. Den kan derfor stadig være relevant at bruge, hvis I kender den, men vi gennemgår den ikke i kompendiet her, da man kan klare sig igennem dansk på gymnasiet uden.

For at kunne inddele en tekst i orden-kaos-orden på en god måde, skal man have blik for både handling, fortællertype, synsvinkler osv., idet det egentlig er hele teksten, vi har under luppen, når vi laver kompositionsanalyse. Med andre ord kan alt lige fra miljø over personkarakteristik til fremstillingsformer være tegn på, at vi er ved at skifte fra én del af vores kompositionsmodel til en anden.

Orden-kaos-orden-modellen

Lad os se på orden-kaos-orden-modellen, som vi vælger at kalde den:

Da fortællende tekster har en konflikt, kan man dele teksten op i tre dele: Tiden før konflikten kommer i centrum, den del af historien, hvor konflikten forsøges løst, og til sidst den tid, der kommer efter konfliktens løsning. Hvis vi kalder konfliktens optrapning for “skæringspunkt 1” og dens opløsning “skæringspunkt 2”, kan vi opstille følgende model over fortællende teksters komposition:

Orden → Skæringspunkt 1 → Kaos → Skæringspunkt 2 → Orden/ny orden/fortsat kaos

Første orden

Den første orden er en stabil tilstand. Den kan være harmonisk, som f.eks. i Ringenes Herre, der begynder i The Shire. Dog kan denne orden også være uharmonisk, som starten af 1984, hvor hovedpersonen allerede lever i en dystopi. Lige meget hvordan den starter, er det dog her læseren skal introduceres for personerne, verdenen og konflikterne i den.

Skæringspunkt 1

Skæringspunkt 1 er stedet hvor forandring bliver muligt. Konflikten optrappes, og den første orden er ikke længere stabil. Hvis vi kommer fra en harmonisk første orden er dette ret hårdt, mens det for en disharmonisk førsteorden vil love håb. Man kan (i en kortere tekst) ofte pege på en bestemt handling, en bestemt replik eller lignende i teksten, som ret skarpt markerer overgangen.

Kaos

Kaos er græsk, og betyder u-orden. Her er forandring mulig, og det er derfor her, konflikterne udkæmpes. Traditionelt set vil det meste af en historie befinde sig i denne afdeling, fordi det er her, publikum er mest spændte på, hvad der kommer til at ske.

Skæringspunkt 2

Skæringspunkt 2 er en form for klimaks, hvor hovedkonflikten løses og kaos igen bliver til orden. Denne overgang kan ske på tre måder. Enten genoprettes den første orden eller der oprettes en anden stabil tilstand, som er forskellig fra den første. Dette kalder vi en ny orden. Til sidst kan konfliktløsningen slå fejl, og kaos fortsætte.

Orden/ny orden/kaos

Orden/ny orden/kaos er den sidste afdeling af en fortælling. Her ser vi konsekvenserne af problemløsningen i skæringspunkt 2. Afhængig af, hvordan det gik, ser vi enten den gamle orden, en ny orden eller et fortsat kaos. Her samles også de løse tråde, der har været gennem historien, op – hvis ikke der er tale om en åben slutning.

Andre kompositionsbegreber

Så vidt for den centrale kompositionsmodel. Vi skal nu se på nogle af de tilstødende begreber, der er gode at kende, når man skal karakterisere kompositionen i en tekst:

Åben og lukket slutning

Åben og lukket slutning er navne for, hvorvidt der i den sidste afdeling af modellen samles op på alt det, der er foregået i løbet af historien. Er der tråde fra historien, der ikke bliver samlet op, er der tale om åben slutning. Bliver alt samlet op, er det derimod en lukket slutning, vi sidder med.

In medias res

In medias res er betegnelsen for en historie, der starter i midten – dvs. ved kaos-delen af historien. Her får vi altså ikke at vide, hvad der har forårsaget konflikten, og vi er derfor også mere i vildrede med, hvordan historien kan ende. Læseren gætter mere undervejs. Ved en start in ultimas res starter vi først i slutningen af teksten (dvs. efter 2. skæringspunkt), og læseren kommer for alvor på arbejde med at gætte. Her ligger konflikt osv. i fortiden, hvorfor læseren må opklare hvad der er sket før historien starter, hvis de vil have en chance for at forstå, hvad der sker i historien.

Flash backs

Flash backs er steder i fortællingen, hvor historiens kronologiske forløb brydes op, og fortiden vises. Flash forwards dækker over det modsatte. Her kan det være godt at skelne mellem historie og fortælling. Historien er det, der sker i det fiktive univers. I en detektivhistorie kunne det f.eks. være, at der er begået et mord, at politiet er kommet, detektiven tilkaldt; at denne har arbejdet, opklarer forbrydelsen osv. Fortællingen er historien, som den bliver fortalt for læseren. I en detektivroman ville man f.eks. sjældent starte med mordet, for så vidste læseren hvem morderen var, og kunne derfor ikke glæde sig over at gætte med! I stedet starter man med, at detektiven bliver tilkaldt, og slutter med hvem der har begået mordet. Forholdet mellem historie og fortælling er ofte noget, man roder med, når man ønsker at skabe spænding, og det virker altså ved at styre læserens bevidsthed.

Rammefortælling, dokumentfiktion og cirkelkomposition

Ud over disse begreber, findes en række kompositionsformer, som vi kort skal komme ind på her. Det er f.eks. rammefortællingen, hvor en person i historien fortæller en historie. En variant er, at en person finder et brev eller en bog, som de så læser – og derigennem viser os læsere. Så findes der dokumentfiktion, hvor man efterligner ikke-fiktive dokumenter, f.eks. ved at skrive brev- og dagbogsromaner. Løber en fortælling i cirkler, sådan at den slutter samme sted som den starter, kaldes det cirkelkomposition osv.

Der findes et utal af begreber her, og jeg har kun nævnt nogle af de mest brugte. Sandheden er nemlig, at de opfindes til at forklare bestemte forfatteres og bestemte teksters komposition, når de ikke passer ind i de almindelige modeller. Støder I på en mærkelig form, kan I derfor altid bare beskrive den – etiketten kan godt undværes, hvis ikke det er en af de ovenstående.