Introduktion

Hvad fiktion er, og hvordan det forholder sig til kulturens store leg

Hoveddelen af de tekster, vi kommer til at læse i dansk, er fiktionstekster. Når vi skal definere fiktion, kan vi forestille os, at vi altid indgå “kontrakter”, når vi læser en tekst. Tager i telefonen op af lommen og går ind på Instagram, er der noget, I forventer, den app skal give jer: nemlig underholdning, måske tips, feel-good-indhold osv. Slår I noget op på Wikipedia er kontrakten anderledes. Her vil I ikke underholdes, men informeres.

Hvis vi vender os mod fiktion, lyder dens kontrakt med læseren på, at det, der står i teksten, ikke bogstaveligt talt er sket i virkeligheden, men at det samtidig har relevans for læseren – ellers ville vi jo ikke gide læse det (og det gider I måske ikke, men husk at nogen gider det – mest dem, som er inde i den kulturelle leg).

Fiktion er altså hverken information eller ren underholdning, men samtidig har det elementer fra begge. Det skal give os et eller andet, og samtidig være spændende nok til, at vi gider læse det. Vi kan sige, at fiktion både har noget til erkendelsen, til eksistensen og til den æstetiske sans.

Det, som fiktionen kan sige os, er derfor ikke direkte information, men måske noget, der ligner visdom eller viden. Den kan lære os noget om os selv og om verden, fordi den får os til at tænke selv. Giver os noget at tænke med og over. Fiktionen inviterer os med i kulturens store leg, og for rigtigt at få noget ud af den, må vi lege med.

Tekstlæsningens grundbevægelser: Analyse og fortolkning

Når vi skal lære at læse fiktion, er det derfor vigtigt at have blik for både det erkendelsesmæssige, eksistentielle og æstetiske. I dansk gør vi det ved at lære en række analysebegreber at kende, bruge disse til at analysere teksten, og så samle disse i en fortolkning.

Lad os se lidt nærmere på de to begreber. Analyse er et fremmedord, som betyder at skille ad i mindre dele. Og det er netop det man gør. Analyserer man f.eks. fortælleren i en novelle, piller man den ud af sammenhængen og beskriver den for sig selv: Det er en jeg-fortæller, hvis viden er begrænset osv. I sig selv er det ikke særlig spændende, men det bliver det, når vi når over i fortolkningen. Her sættes de mange små dele, man har fra sin analyse, sammen til et helhedsbillede. Man skiller altså en tekst ad, for så at samle den igen, og derved forstå den bedre.

I dansk skal I derfor både lære de begreber, man kan bruge til at skille teksten ad med, og I skal få noget viden og noget forståelse, som I kan bruge til at samle den med igen.

Genrer

Fiktion er ikke kun én ting, men mange forskellige genrer, der er udviklet gennem tusindvis af år. Et andet ord for digte er lyrik, som stammer fra antikkens Grækenland for ca. 2500 år siden. Romanen, en af de nyere genrer, blev opfundet i Spanien for over 500 år siden. Novellen er lidt ældre, og kan spores tilbage til Boccacios Dekameron, som er fra middelalderen.

Alle disse genrer har forskellige genrekonventioner, som man kalder dem. Man kan sige, at det er forskellige traditioner for, hvordan man forvalter den kontrakt, som vi talte om tidligere: Det er ikke i bogstavelig forstand sandt, hvad der fortælles i historierne, men det er sandt på et dybere plan, fordi det kan sige os noget.

Skal I lære at arbejde med fiktionstekster, skal I derfor også lære disse genrer at kende, og der er mange. Traditionelt set har man arbejdet med tre storgenrer: epik, lyrik og drama. Men det bliver også nødvendigt at arbejde med andre, mere specifikke genrer: novellen, kortprosa, romanen, centrallyrik, interaktionslyrik, prosalyrik samt traditionelt og moderne drama.

Overordnet set kan vi dog skelne mellem prosa og poesi, og mellem epik, lyrik og drama. Der findes tekster, der er blandinger, f.eks. episk lyrik og poetisk prosa, men det er gode kategorier at tænke med.

Prosa er tekster, der forsøger at videregive information i så belejlig en form som muligt. Her er klarhed målet. Den er ikke sat på vers, der er ikke fast rimskma, ingen fast allitteration osv.

Poesi er derimod tekster, som arbejder med formen. Det kan være i form af rim, metrik osv., men også i form af sproglige billeder, grafisk udformning af layoutet og meget mere.

Epik er en betegnelse for de tekster, som foregår over tid og fortæller en historie.

Lyrik er en betegnelse for de tekster, som beskæftiger sig med øjeblikket, og gerne beskriver en stemning, nogle følelser, tanker eller lignende. Ofte skrevet som poesi.

Drama adskiller sig fra epik og lyrik ved at skulle opføres. Man kan strengt taget ikke læse et drama, kun manuskriptet til dramaet. Drama skal ses.

Genreoversigt

Vi kan nu lave følgende skema med genrer. Vær opmærksom på, at det langt fra er udtømmende:

	Prosa	Poesi
Epik	Roman, novelle, kortprosa	Episk digt (f.eks. Odyseen), visse romaner (f.eks. stykker af Kongens Fald)
Lyrik	Noget eksperimentel litteratur, knækprosa	Centrallyrik, interaktionslyrik
Drama	Skuespil på prosa	Slam Poetry, lydpoesi, sange, skuespil på vers

Hvordan bruger man genrer?

Som med så mange andre modeller i dansk, er det ikke så vigtigt at vide, hvad der ligger i hver kasse, som at forstå systemet. At noget er episk prosa er ikke spændende som sådan, men hvis man kan sige noget om hvorfor det er episk prosa, bliver det pludseligt spændende.

Her kan det være godt at inddrage det begreb, der hedder affordances. Det bruges i medialiseringsteori, og dækker der over de muligheder, et givent medie tilbyder. En hjemmeside har f.eks. de affordances, at man kan lægge både billeder, video, grafik, lyd og tekst ind, opdatere det live, og lade brugerne ændre på det. I en avis vil man kun kunne styre billeder og tekst, og brugerne vil ikke kunne redigere i indholdet live, og man kan heller ikke opdatere indholdet løbende.

Ser vi på genrernes affordances, kan vi spørge ind til: hvad kan de forskellige genrer? Sidder man med et digt, der er skrevet på prosa, kan det være, at det er lettere at læse end et der er skrevet poetisk. Det vil derfor ligge op til et større indholdsfokus, og kan måske endda være episk. Hvis det alligevel trækker på digtgenren, kan det være, at det vil have os til at være ekstra opmærksomme, og vil have os til at mærke lige så godt efter i fortællingen, som hvis det var en følelse, der blev beskrevet.

Hav derfor prosa/poesi og epik/lyrik/drama in mente, når I tænker over genre, og husk at genrerne er interessante, for så vidt som de har forskellige affordances.

En sidste ting til genrer er, at de som sagt er traditioner. Det betyder, at der på hver genre er knyttet en række forventninger, som man kan leve op til eller bryde. Også her kan vi altså tale om kontrakter. Skriver man inden for en bestemt genretradition uden at bryde kontrakten, vil det falde læseren let at læse ens tekst, og det vil ofte være meningen, at vi skal koncentrere os om indholdet, snarere end genren. Genren skal fungere som et godt stykke håndværk, der bærer historien, stemninger, temaet osv. Brydes der derimod med genrekontrakten, vil det være sværere at læse teksten, og man må overveje hvorfor dette brud sker. Hvilken tradition gøres der op med, og er det en vigtig del af tekstens betydning?

Det betyder forresten ikke, at vi i dansk ikke skal analysere genrer når kontrakten følges, for det skal vi. For at være med på kulturens store leg, er det nemlig godt at vide, hvad traditionen fører med sig. Kan man se, at en tekst leger med på en genre, er det oplagt at se på, hvad den forsøger at komme i kontakt med. Prøver et nyt teaterstykke at hive vores oplevelser af Holbergs komedier med ind i salen? Eller refererer et digt med sin traditionelle form til tidligere digte? Vi må være opmærksomme på det hele.

Opsummering

Fiktionslæsning er analyse og fortolkning af fiktionstekster. Fiktionstekster er tekster, hvis kontrakt er dobbelt: Det er ikke i bogstavelig forstand sandt, hvad der her står, men det er alligevel sandt. Denne dobbelthed skal vi have fat i erkendelsesmæssigt, eksistentielt og æstetisk. Det gør vi ved at lære analysebegreber, få noget viden om f.eks. andre tekster, hvad der sker i verden osv., og ved kendskab til genrer.