Normal og unormal

Georg Brandes

Det kræver mod at have talent

 

Frederik Dessau: I al korthed, 2011

Man bliver betragtet som normal, når man kan administrer sine naturlige medfødte følelser.

 

Fjodor Dostojevskij: Kældermennesket, 1864

Imidlertid er jeg fast overbevist om, at mennesket aldrig vil give afkald på den sande lidelse, det vil sige — på ødelæggelsen og kaos. Lidelsen er jo — erkendelsens eneste årsag. Og omendskønt jeg i begyndelsen sagde, at jeg anså erkendelsen for menneskets største ulykke, véd jeg dog, at mennesket elsker den og ikke vil bytte den mod noget tænkeligt velbefindende.

 

Peter Laugesen: Aftenblade, 2019

Ingen diagnose
passer på det
der vandrer
i sindets landskab

 

Sternberg: Helbredende digte, 2021

du er en kniv
der slibes af universet med smerte

du spiser ikke af brødet
hvis skiverne er skåret skævt

du holder fast i det der er korrekt

høje standarder / professionel adfærd

 

Friedrich Nietzsche: Den munter videnskab, 1882

Jovist lader der sig virkelig sige noget til fordel for undtagelsen, forudsat den aldrig ønsker at blive reglen.

 

Tove Ditlevsen: Ansigterne, 1968

Var det ikke en slags sygdom, at folk kunne gå rundt og holde fast på deres eget jeg? Hele dette kaos af stemmer, ansigter og erindringer, som de kun dråbevis turde lade slippe ud af sig og aldrig kunne være sikre på at få igen.

 

Goethe, Johann Wolfgang von: Samtaler med Goethe [af Eckermann], 1836

(…) hvad er et geni andet end den produktive kraft, hvorved der opstår arbejder, som tåler at ses af Gud og Naturen, og som netop derfor indebærer konsekvenser og varighed[?]

 

Ludvig Holberg: Moralske tanker, 1744

“Ak, hvor verden er underlig!” råber mange, skønt det er dem selv som er underlige.

 

Friedrich Nietzsche: Menneskeligt alt for menneskeligt, 1878

Hykleren, der altid spiller en og samme rolle, holder til sidst op med at være hykler; for eksempel præster, der som unge bevidst eller ubevidst plejer at være hyklere, ender med at blive naturlige og er så virkelig netop præster uden nogen affektation; eller hvis faderen ikke når så vidt, så arver måske sønnen, der udnytter faderens forspring, hans vane. Når nogen meget længe og hårdnakket vil synes at være noget, så bliver det til sidst svært for ham at være noget andet.