Identitet og erindring

Inger Christensen: “Vores fortælling om verden”, 1989

Allerede det at jeg både kan se og blive set. Og at jeg kan se som mig selv. Og se mig selv. Se mig selv blive set. Også af andre. Som selv ser og bliver set. Allerede det rummer en kim til kunstens nødvendighed.

 

Jorge Louis Borges: Borges og jeg, 1989

Hvem af os har ikke, når vi gik gennem tusmørket, eller når vi tænkte på en bestemt dag i fortiden, hafte følelsen af at have tabt noget uendeligt?

 

Franz Kafka: Den nærmeste landsby, 1920

Min bedstefar plejede at sige: “Livet er forbavsende kort. Nu i erindringen trækker det sig sådan sammen for mig at jeg for eksempel har svært ved at begribe hvordan et ungt menneske kan beslutte sig til at ride til den nærmeste landsby, uden at frygte at der — helt bortset fra ulykkelige tilskikkelser — selv i et almindeligt, lykkeligt livsforløb langtfra er tid nok til sådan et ridt.”

 

Roger Martin du Gard

Livet ville være umuligt, hvis man huskede. Alt består i at vælge, hvad man bør glemme.

 

Henry David Thoreau: Fra dagbøgerne (1841)

Det er altid muligt at blive det, vi er; noget nobelt og værdigt. Jeg ventede aldrig på andet end at komme til mig selv, ingen holdt mig tilbage, men jeg kom haltende og humpende efter mig selv.

 

Susan Sontag: Det dystre billede af Amerika gennem dets fotografier, 1973-1975

Meget af den moderne kunst har sat sig som mål at sænke tærsklen for det gruopvækkende. Ved at vænne os til det, som vi ikke tidligere kunne holde ud at se eller høre, fordi det var for chokerende, smertefuldt eller pinligt, ændrer kunsten moralen - den samling psykiske mønstre og offentlige sanktioner, der trækker en vag grænse op mellem det, der er emotionelt og spontant udholdeligt og det, som ikke er det. Den gradvise undertrykkelse af væmmelsen fører os faktisk nærmere en ret formel sandhed - den om vilkårligheden i de tabuer, som opstilles af kunst og moral. Men vores evne til at fordøje dette tiltagende groteske og gøre det til billeder (film såvel som faste billeder) og til ord på tryk har en høj pris. I det lange løb fungerer det ikke som en frigørelse, men som en reduktion af jeg’et: en tilsyneladende fortrolighed med det grufulde skærper fremmedgørelsen, mindsker vores evne til at reagere i det virkelige liv.

 

Einar Már Gudmundsson: Frankensteins kup, 1980-1981

når jeg ser på dig er du
et kamera der rummer min skyld

 

Friedrich Nietzsche: Den muntre videnskab, 1882

den, der glemmer, kan heles

 

Vilhelm Grønbech: Lyset fra Akropolis, 1950 (lagt i munden på komediedigteren Aristofanes i en fiktiv dialog)

Ser du, mennesker lever ikke på hvad de tænker, men på hvad de veed, det vil sige hvad de er.