Litteratur og liv

Ulrich Horst Petersen: Mod barbariet, 1997

Jeg ville egentlig helst undgå at tale om kunsten. Det er et paradoks ved sproget at vi, for at finde ud af hvad vi mener, er nødt til at bruge ord som enten er meningsløse eller har så vag en mening, at uklarheden vokser mindst lige så meget som vi kommer klarheden nærmere.

 

Joseph Brodsky: “Et ualmindeligt åsyn”, 1995

Hvis kunsten lærer os – eller i første omgang kunstneren – noget, så er det en forståelse af den ensomhed, der er et menneskeligt grundvilkår. Det er den ældste såvel som mest prosaiske form for personlig udvikling, vi kastes ud i, og hvad enten individet er klar over det eller ej, så indpoder det i ham en fornemmelsefor hans egen unikhed, individualitet, afsondrethed – hvorved det omformer han fra et socialt væsen til et autonomt “jeg”.

 

Karl Ove Knausgård: “Kassemennesket”, 2017

Der er ikke og har aldrig været noget neutralt ved kunstens rolle, den har altid bare gestaltet eksperimenterende forventninger til eller forestillinger om virkeligheden, men også altid skabt nye, som stadig griber ind i vores liv, på måder som efterhånden bliver usynlige for os, eftersom vi mister dem for virkeligheden selv.

 

Inger Christensen: “Vores fortælling om verden”, 1989

Spørgsmålet er, om mennesket overhovedet kan undgå at bygge en båd, når det først har set træstykket flyde, og dertil mærket på sin krop, at det bærer oppe.

Om vi overhovedet kan undvære kunsten, når den først én gang har løftet os ind i en sammenhæng, den være sig nok så legende og midlertidig, og der har antydet for os universets udelte helhed.

 

Inger Christensen: “Vores fortælling om verden”, 1989

Al den viden vi har er i en vis forstand allerede samlet i de store kunstværker.

 

Jorge Louis Borges: Borges og jeg, 1989

En mand sætter sig for at optegne hele verden. I årenes løb befolket han et rum med billeder af provinser, kongeriger, bjerge, bugter, skibe, øer, fisk, værelser, instrumenter, stjerner, heste og personer. Kort før sin død opdager han, at denne tålmodige labyrint af linjer gengiver billedet af hans eget ansigt.

 

Villy Sørensen: Nietzsche, 1994

Da verden i sig selv er værdi-løs, beror dens værdi på det fortolkende og værd-sættende menneske, og kriteriet for fortolkningens værdi bliver hvor meget mennesket kan indoptage bag sin horisont, hvor meget det kan acceptere. Den værdifuldeste tolkning, den der tillægger verden størst værdi, er naturligvis den der accepterer alt. Men da alt er menneskelige oplevelser, vil det i grunden sige at acceptere sig selv helt: at fortolke alt er at fortolke helt, og at fortolke helt er at være hel, ikke splittet mellem intellekt og drift, mellem ord og melodi, men forsonet med sit selv.

 

Alexander Carnera: Gud i en kakerlak, 2023

Filosofien og poetikken er højst værktøjer som dens udøvere kan bruge til at ændre sig selv med, ved at skabe et nyt forhold til verden, til viden, sandhed og historie. Filosofi og litteratur som en undersøgelse af hvordan man kan leve.

 

Henry David Thoreau: “Om at vandre”, 1862

Jeg kan ikke pege på en poesi, som virkelig udtrykker den længsel efter det vilde. Set fra dette synspunkt er den bedste poesi tam. Jeg ved ikke i hvilken litteratur, gammel eller ny, der findes en fyldestgørende beretning om den natur, som selv jeg er fortrolig med. Man vil forstå, at jeg forlanger noget, som ingen augustæisk eller elizabethansk tidsalder, eller kort sagt, inden kultur kan give. Mytologien kommer det nærmere end noget andet. Hvor meget frugtbarere er ikke den natur, som græsk mytologi har sin rod i, end den engelske litteratur! Mytologi er den høst, som den gamle verden bar, før dens jordbund var udpint, før fantasien og indbildningskraften ramtes af fordærv, og som den stadig bærer overalt, hvor dens oprindelige kraft er usvækket. Al anden litteratur lever kun så længe som de elme, der skygger over vore huse; men denne er som det store dragetræ på De Kanariske Øer, så gammelt som selve menneskeslægten, og vil, hvad enten træet gør det eller ej, leve lige så længe; thi den jordbund, den trives i, er dannet af andre litteraturers muldnede rester.

 

Henry David Thoreau: “Om at vandre” (1862)

I litteraturen er det kun det vilde, der tiltrækker os. Kedsommelighed er blot et andet navn for tamhed. (…) Som den vilde and er hurtigere og skønnere end den tamme, således er det også med den vilde tanke, der flyver hen over moserne, mens duggen falder. En virkelig god bog er noget lige så naturligt, lige så overrumplende og uforklarligt skønt og fuldendt som den vilde blomst, vi finder på vestens prærier eller i østens jungler. Geniet er et lys, der gør mørket synligt – som lysglimtet, der måske splintrer selve kundskabens tempel – ikke et vokslys tændt ved slægtens arneild, en kærte, som blegner ved dagens lys.

 

Henry David Thoreau: Fra dagbøgerne (1840)

Digtet trækkes ud fra under digterens fødder, hele hans vægt har hvilket på denne jord.

 

Maurice Blanchot: “Litteraturen og retten til døden”, 1949

Lad os antage at litteratur begynder i det øjeblik, hvor litteraturen stiller et spørgsmål. Dette spørgsmål må ikke forveksles med skribentens tvivl eller skrupler. Hvis han giver sig til at udspørge sig selv mens han skriver, så er det hans sag; hvis han er optaget af det han skriver og uberørt af muligheden for at skrive det ned, selv hvis han er helt tanketom, så er han i sin gode ret og kan være glad og tilfreds. Men én ting står fast: når siden først er skrevet, er det spørgsmål der hele tiden plagede skribenten mens han skrev, måske ham selv uafvidende, nærværende på siden; og mens det afventer en læser tilnærmelse – det være sig en dybsindig eller overfladisk læser – hviler det samme spørgsmål nu i værkets midte, henvendt til sproget, bag det mennesker der skriver og læser, gennem det sprog der er blevet til litteratur.

 

Morten Søndergaard: Forklaring til Ordapoteket, 2010

Poesi nærmer sig undertiden naturvidenskaben. Et digt er en vidensform. Det er distribution af viden. At skrive et digt er at tage autoritet på sig. I den poetiske hævdelse sker der noget forunderligt: Vi skraber et felt rent i verden og stiller os op midt i det og udsiger digtet. Sådan er det. Bier dør sovende, skrev jeg i et digt, selvom de ikke gør det. Men når jeg siger det i et digt, er det i en vis forstand sandt.

 

Francis Bacon: Om studier, 1597/1625

Visse bøger skal man kun smage på, andre skal sluges hurtigt, og nogle få skal tygges og fordøjes. Det vil sige: nogle bøger skal kun læses delvis, andre skal man læse men kun for at se, hvad der står skrevet i dem, og nogle få skal læses helt, med flid og anspændt opmærksomhed. Nogle bøger kan man også sætte andre til at læse og tagae uddrag af. Det gælder dog kun mindre vigtige emner, og bøger af en ringere klasse; i øvrigt er destillerede bøger nærmest som destilleret vand: de smager ikke af noget. Af læsning bliver man en velunderrettet mand, af samtale hurtig i tanke og udtryk, af at skrive præcis. Hvis en mand kun skriver lidt, må han have en stor hukommelse; hvis han kun samtaler lidt, må han have megen åndsnærværelse; og hvis han kun læser lidt, må han være meget dreven for at kunne lade, som om han ved det, han ikke ved.

 

Goethe, Johann Wolfgang von: Samtaler med Goethe [af Eckermann], 1836

De er i det store og hele for refleksive naturer, der søger at trænge ind i verdens og menneskenes dybder og gå ad hans stier. De er til for lidenskabeligt nydende, der søger hjertets fryd og smerte hos digteren. De er til for unge digtere, der vil lære, hvordan man skal udtrykke sig og behandle et emne efter kunstens regler. De er til for kritikerne, der derigennem får et møsnter for de maksimer, man skal dømme efter, og hvordan man skal gøre en kritik interessant og yndefuld, så den kan læses med glæde. Hans værker er til for kunstneren, fordi de i almindelighed klrarer hans ånd, og fordi han af dem i særdeleshed lærer, hvilke emner, der har kunstnerisk betydning, og hvad han som følge deraf skal fremstille eller ikke fremstille. De er til for naturforskeren, ikke alene fordi han får overleveret store love, men først og fremmest, fordi han deri modtager den metode, hvorefter en stor ånd skal behandle naturen, for at den kan åbenbare ham sine hemmeligheder. >Og således kommer da alle, der stræber videnskabeligt og kunstnerisk som gæster til værkers rigt dækkede bord. Og i deres virkninger vidner de om den stærke lys- og livskilde, hvoraf de er skabt.